instagram

Frit valg?

Der er så mange ting at vælge mellem i dag. Det gælder alt fra valg af uddannelse, varianter af yoghurt i supermarkeder, potentielle kærester på de mange dating sites til tv udbydere. Og på mange måder er det jo ret skønt selv at kunne få lov til at vælge mellem en masse forskellige ting. Jeg glemmer for eksempel aldrig første gang jeg var i det amerikansk supermarked Whole Foods i New York. Jeg skulle ned og købe ind til morgenmad til min kæreste og jeg, og jeg blev fuldstændigt overvældet, ja nærmest lidt høj, af at se alle de mange ting der var at vælge i mellem. Og jeg tror da også jeg endte med at være i supermarkedet i omkring en times tid, før jeg havde fået udvalgt mig de ting, som jeg aller helst ville spise til morgenmad. Efterfølgende fik jeg sådan en træng til at komme tilbage til supermarkedet og købe ind igen, for jeg var vidste jo, at der helt sikkert var en hel masse lækre ting, som jeg var gået glip af. Og jeg kom tilbage hver morgen i de 10 dage vi var i New York og jeg elskede hvert et øjeblik i Whole Foods.

Anden gang jeg kom til New York var jeg stadig begejstret over det samme supermarked, men denne gang tog begejstringen hurtigt af. Jeg boede nemlig i New York i den periode, og det at gå i supermarkedet, og følelsen af potentielt at gå glip af det aller bedste køb stressede mig lidt. Jeg endte derfor med altid at købe de samme ting, og aldrig prøve noget nyt, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue det. Og du kender det sikkert selv fra steder som for eksempel den store Hennes og Mauritz på strøget i København, hvis du altså har været i den? Jeg bliver hvert fald selv helt vildt overvældet af at gå derind, og ender altid med at blive super træt og overvældet af alt det, der er at vælge i mellem. Den prisvindende amerikanske forsker Sheena Iyengar har udviklet en teori, som passer godt på de oplevelser jeg har haft, når der har været ”for meget” at vælge imellem. Hun viser nemlig, at flere frie valg ikke gør os mere lykkelige. Men at vi derimod kan blive frustrerede og dermed tage uhensigtsmæssige beslutninger, når vores valgmuligheders udfald er umulige at forudsige.

Jeg husker at have den samme følelse, dengang jeg skulle vælge uddannelse. Der var så sindssygt mange uddannelser, jeg kunne vælge imellem, og jeg havde super svært ved at beslutte mig, da jeg var hunderæd for at fravælge. Det var ikke valget som sådan der skræmte mig, men netop fravalget, og dermed et fravalgt af noget jeg ikke kunne vide, hvad var eller ville blive til på forhånd.

Så ja valg kan være en rigtig dejlig ting, men for mig er der en hårdfin grænse for hvornår der er for meget at vælge mellem. Jeg skal for eksempel snart til at finde tv udbydere og jeg er bare super lettet over, at min mor er rigtig glad for sin tv udbyder, for så vælger jeg bare den samme som hende, og skal jeg ikke bekymre mig om, hvorvidt jeg nu også har taget det hélt rigtige valg, eller om der måske, potentielt kunne lure et bedre eller mere fordelagtigt tilbud lige rundt om hjørnet.